Behandlingsvejledningen for kvæg

Revideret: September 2020.

 

Se behandlingsvejledningen på Fødevarestyrelsens hjemmeside, www.foedevarestyrelsen.dk

Som en del af handlingsplan 2007 indførtes der et nyt koncept for behandlingsvejledninger. For kvægs vedkommende følges dette koncept fortsat.

Konceptet omfatter
Behandlingsvejledning kvæg omfatter en fuldstændig liste over alle dansk og EU godkendte antibiotiske stoffer og deres mest almindelige sygdomme samt relaterede agens. Derefter er stofferne kategoriseret efter fem kriterier.

Som følge af resultatet af denne kategorisering, prioriterer Fødevarestyrelsen stofferne i anbefalede eller ikke-anbefalede stoffer for den sygdom og agens. De anbefalede stoffer er markeret med sort skrift, mens de ikke-anbefalede er markeret med blå skrift i selve behandlingsvejledningen:

Kriterier for valg af antibiotika
Behandlingsvejledning til kvægdyrlæger fokuserer på fem forskellige kriterier til kategoriseringen af antibiotika til de for­skellige sygdomme og deres agens. De fem kriterier er:

  • Behandlingens effektivitet
  • Udviklingen af antibiotika resistens i veterinære agens på nationalt niveau.
  • Betydningen af det antibakterielle stof til behandling af mennesker under danske forhold.
  • WHO´s (World Health Organisation) kriterier for betyd­ning af antibakterielle stoffer til behandling af mennesker.
  • OIE´s (The World Organisation for Animal Health (OIE) kriterier for betydningen af antibakterielle stoffer til behandling af dyr.

De tre første kriterier har baggrund i nationale forhold, mens WHO og OIE kriterier er relateret til antibiotikaforbrug på inter­nationalt niveau, idet Danmark også er forpligtet til at følge de internationale regler og vejledninger.

Derved fokuserer vejledningerne på effektivitet af behandling af dyr, begrænsning i udvikling af resistens og minimering af føde­varesikkerheds problemer.

De antibakterielle stoffer er prioriteret i forhold til deres score indenfor de fem kategorier, således:

1. Effekt af behandling
Der gives en score fra et plus og op til tre plusser afhængig af dokumentationen for stoffets effektivitet i produktresuméet:

+Gives, når der foreligger en generel godkendelse af stoffet til de anførte agens.
++Gives, når stoffet er godkendt til de anførte agens, og der samtidig er en god og anerkendt effekt i klinisk praksis. Stoffer markeret med ++ vil således i langt de fleste sammenhænge være et fornuftigt og anerkendt valg.
+++Gives, når stoffet er godkendt specifikt til indikationen, eller der foreligger dokumenteret klinisk effekt ifølge publicerede artikler i anerkendte tidsskrifter (peer-reviewed artikler).

 

Det bemærkes at substanser med to plusser, ikke nødvendigvis har dårligere virkning end substanser med tre plusser, men der foreligger ikke den samme specifikke godkendelse og hensyn-tagen til farmakokinetiske forhold.

Der gøres endvidere opmærksom på, at vurderingen af substanser er foretaget indenfor de enkelte sygdomsgrupper. Det får den utilsigtede konsekvens, at visse substanser til lokal behandling af mastitis agens tildeles tre plusser upåagtet af, at en del substanser med to plusser under systemisk anvendelse i praksis vil have en bedre virkning. Tre plusser under lokal anvendelse er derfor ikke nødvendigvis bedre end to plusser under systemisk anvendelse.

DDD og VIF har bedømt den kliniske effektivitet af stofferne og LIFE har bedømt stofferne farmakologisk og farmakokinetisk.

2. Resistens hos veterinære patogener på nationalt niveau
Der gives en score fra et plus og op til tre plusser afhængig af patogenets følsomhed for det antibakterielle stof:

+Gives for en følsomhed ≤ 30%
++Gives for en følsomhed mellem 30-60%
+++Gives for en følsomhed > 60%

 

Veterinærinstituttet, DTU har bedømt resistensen i de veterinære patogener udfra materiale sendt til instituttet i forbindelse med diagnostik eller andre formål.

3. Betydning for behandling af mennesker
Betydningen for det antibakterielle stofs behandling af mennesker er bedømt udfra følgende:

  • Selektion for resistens hos bakterier i dyrepopulationen ved brug af det pågældende antibiotikum
  • Selektion for resistens i zoonotiske bakterier eller overførbar resistens
  • Mulighed for transmission af resistente bakterier eller resistensgener gennem fødevarekæden eller direkte til mennesker
  • Mulighed for at sådanne bakterier enten direkte giver infektioner hos mennesker eller at resistensgenerne kan overføres til bakterier der gør
  • Betydning af ikke at kunne behandle mennesker med det pågældende antibiotikum

Der gives en score fra et plus og op til tre plusser udfra følgende:

+Gives hvis stoffet er førstevalg ved behandling af vigtige humane infektioner og/eller direkte transmission fra dyr til mennesker er observeret og/eller behandlingssvigt er observeret. Bør ikke bruges til dyr.
++Gives hvis stoffet er vigtig til behandling af mennesker og indirekte eller direkte transmission sandsynlig.
+++Gives hvis stoffet ikke bruges eller kun bruges lidt til mennesker eller stoffet ikke er vigtig til behandling af mennesker og indirekte transmission ikke er sandsynlig.

 

Tabel 1 beskriver hvordan forbrug af visse antibakterielle stoffer til dyr kan have en påvirkning på de fremtidige behandlingsmuligheder for mennesker. Informationen kan bruges som et yderligere supplement til prioriteringen af stofferne i behand­lingsvejledningerne.

Tabel 1.
Bemærkninger til visse antibakterielle stoffers betydning for behandling af mennesker

 

Antibakterielt stofBemærkninger
 FlorfenikolKan selektere for krydsresistens til linezolid
 Simple penicillinerVigtig til behandling af humane streptokok infektioner, men uden zoonotisk betydning eller overførbar resistens
 Cloxacillin
Nafcillin
Kan selektere for MRSA
 Pirlimycin
Spiramycin
Tildipirosin
Tylosin
Tulathromycin
Vigtig til behandling af humane campylobacter og stafylokok infektioner
 LincomycinSelekterer også for makrolid resistens
 ApramycinKan selektere for gentamicin resistens
 Ceftiofur
Cefquinom
Cefoperazone
Førstevalg ved behandling af humane septikæmier og salmonella infektioner hos børn
 EnrofloxacinFørstevalg ved behandling af humane salmonella infektioner

Fødevareinstituttet, DTU og SSI har bedømt betydningen for behandling af mennesker.

4. Internationale kriterier

WHO
Formålet med WHO’s kategoriserering af antimikrobielle stoffer til humant brug er, anvendelse til risiko håndtering af resistens forårsaget af antibiotika forbrug til dyr. For mere information se WHO´s hjemmeside: www.who.int.

WHO kategoriserer antimikrobioelle stoffer i følgende tre kategorier:

a)Vigtige antimikrobioelle stoffer, som markeres +++ i behandlingsvejledningerne
b)Meget vigtige antimikrobioelle stoffer, som markeres ++ i behandlingsvejledningerne
c)Kritisk vigtige antimikrobioelle stoffer til human behandling, som markeres + i behandlingsvejledningerne.

Da penicilliner (smalspektrede, aminopenicilliner og antipseudo-monale) ikke anvendes i behandlingen af infektioner hos et stort antal mennesker, hvor dette antibiotikum er eneste eller en af få terapimuligheder, kategoriserer WHO penicilliner med ++.

OIE
OIE kategoriserer antimikriobielle stoffer efter vigtighed i veterinær praksis. OIE har sendt et spørgeskema ud til deres medlemslande og hvis et antibiotikum bruges i mindst 50% af landene, så vurderes antibiotikummet, at være et kritisk vigtigt antibiotikum til behandling af dyr. OIE kategoriserer antimikriobielle stoffer på baggrund af det dyresundhedsmæssige perspektiv og prioriterer derfor kritisk vigtige antibiotika til dyr højest, dvs. med en score på tre plusser.

OIE kategoriserer antibiotika i følgende kategorier:

a) Vigtige veterinære antibiotika, der markeres + i behandlingsvejledningerne

b) Særligt vigtige veterinære antibiotika, der markeres ++ i behandlingsvejledningerne

c) Kritisk vigtige veterinære antibiotika, der markeres +++ i behandlingsvejledningerne.

For yderligere informationer henvises til www.who.int.

Fødevarestyrelsen kriterier for prioritering af antibiotika i behandlingsvejledningerne
Et antibiotikum kategoriseres på basis af dets score i hver af de fem ovennævnte nationale og internationale kriterier. Optimalt set burde et antibiotikum score tre plusser i hvert af de fem kriterier: effektivitet, resistens overfor patogen, human betydning, WHO og OIE, men dette er oftest ikke tilfældet. Derfor kan et antibiotikum med lav score i en eller flere af kriterierne blive anbefalet, hvis dette antibiotikum er det eneste effektive antibiotikum til behandling af en sygdom med det patogen hos en bestemt dyreart.

Restriktioner i anvendelse af fluorokinoloner til fødevareproducerende dyr
Det er kun tilladt at anvende fluorukinoloner til fødevareproducerende dyr, hvis nødvendigheden for anvendelse kan dokumenteres ved en aktuel bakteriologisk undersøgelse samt resistensundersøgelse ved et akkrediteret laboratorium. Anvendele af fluorokinoloner skal indberettes til Fødevarestyrelsen.