Produktresumé
Hund: Behandling af blandingsinfektioner med adulte cestoder og nematoder af følgende arter:
Cestoder:
Dipylidium caninum
Taenia spp.
Echinococcus spp.
Mesocestoides spp.
Nematoder:
Ancylostoma caninum
Toxocara canis
Toxacaris leonina
Trichuris vulpis
Crenosoma vulpis (reduktion af infektionsniveauet)
Angiostrongylus vasorum (reduktion af infektionsniveauet af umodne voksne (L5) og voksne parasitstadier; se specifikt behandlingsprogram og program for forebyggende behandling under punkt 4.9 - Dosering og indgivelsesmåde).
Thelazia callipaeda (se specifikt behandlingsprogram under punkt 4.9 - Dosering og indgivelsesmåde)
Præparatet kan endvidere anvendes forebyggende mod hjerteorm (Dirofilaria immitis), såfremt samtidig behandling mod cestoder er indiceret.
Mindste anbefalede dosis: 0,5 mg milbemycinoxim og 5 mg praziquantel pr. kg givet som oral éngangsdosis.
Præparatet gives sammen med foder eller efter nogen foderindtagelse.
Afhængig af hundens vægt er doseringen følgende:
Hundens vægt | Tabletter til små hunde og hvalpe | Tabletter til hunde |
0,5 – 1 kg | ½ tablet (med delekærv) |
|
> 1 – 5 kg | 1 tablet (med delekærv) |
|
> 5 – 10 kg | 2 tabletter (med delekærv) |
|
5 – 25 kg |
| 1 tablet (uden delekærv) |
>25 – 50 kg |
| 2 tabletter (uden delekærv) |
>50 – 75 kg |
| 3 tabletter (uden delekærv) |
I tilfælde hvor der anvendes forebyggende behandling mod hjerteorm, og hvor samtidig behandling mod bændelorm er påkrævet, kan Milbemax erstatte det enkeltstofpræparat, der anvendes til forebyggelsen af hjerteorm.
Ved behandling af Angiostrongylus vasorum skal milbemycinoxim gives 4 gange med 1 uges mellemrum. Hvor samtidig behandling mod cestoder er påkrævet, anbefales det at behandle én gang med Milbemax og derefter fortsætte med et enkeltstofpræparat kun indeholdende milbemycinoxim ved de resterende 3 ugentlige behandlinger.
I endemiske områder, hvor samtidig behandling mod bændelorm er påkrævet, vil administration af lægemidlet hver fjerde uge forebygge angiostrongylus infektion ved at reducere antallet af immature voksne (L5) og voksne parasitter.
Ved behandling af Thelazia callipaeda bør milbemycinoxim gives 2 gange med syv dages mellemrum. Hvor samtidig behandling mod bændelorm er påkrævet, kan Milbemax erstatte det enkeltstofpræparat, der kun indeholder milbemycinoxim.
I meget sjældne tilfælde er der, efter administration af det veterinærmedicinske produkt til hunde, observeret følgende tegn: overfølsomhedsreaktioner, systemiske tegn (såsom sløvhed), neurologiske tegn (såsom muskelrystelser og ataksi) og/eller gastrointestinale tegn (såsom opkastning, diarré, anoreksi og savlen).
Hyppigheden af bivirkninger er defineret som:
- Meget almindelig (flere end 1 ud af 10 behandlede dyr, der viser bivirkninger i løbet af en behandling)
- Almindelige (flere end 1, men færre end 10 dyr af 100 behandlede dyr)
- Ikke almindelige (flere end 1, men færre end 10 dyr af 1.000 behandlede dyr)
- Sjældne (flere end 1, men færre end 10 dyr ud af 10.000 behandlede dyr)
- Meget sjælden (færre end 1 dyr ud af 10.000 behandlede dyr, herunder isolerede rapporter)
Tabletter til små hunde og hvalpe:
Må ikke bruges til hvalpe, som er under 2 uger gamle og/eller som vejer mindre end 0,5 kg.
Bør ikke anvendes i tilfælde af overfølsomhed over for de aktive stoffer eller over for et eller flere af hjælpestofferne.
Tabletter til hunde:
Må ikke bruges til hunde der vejer mindre end 5 kg
Se endvidere pkt. 4.5 (Særlige forsigtighedsregler vedrørende brugen).
Samtidig brug af Milbemax og selamectin er vel tolereret. Der observeredes ingen interaktioner ved indgift af den rekommenderede dosis af den makrocykliske lakton selamectin under behandling med den rekommenderede dosis Milbemax.
I mangel af yderligere studier bør der udvises forsigtighed ved samtidig brug af Milbemax og andre makrocykliske laktoner. Der er heller ikke udført studier på reproducerende dyr.
Det anbefales at behandle alle dyr i husholdningen samtidig.
Når en D. caninum infektion er til stede, bør samtidig behandling mod mellemværter, såsom lopper og lus, diskuteres med en dyrlæge for at forhindre reinfektion.
Undersøgelser med milbemycinoxim antyder, at sikkerhedsmarginen hos Collier og beslægtede racer er mindre end hos andre hunderacer. Hos disse hunde bør den anbefalede dosis overholdes nøje.
Milbemax-toleransen er ikke blevet undersøgt hos unge hvalpe af disse racer.
De kliniske symptomer hos Collier ligner dem, der ses hos hunde generelt i tilfælde af overdosering (se pkt. 4.10 - Overdosering).