Produktresumé
Til heste, kvæg, svin, hunde og katte:
Til behandling af inflammatoriske eller allergiske tilstande.
Til kvæg:
Behandling af primær ketose (acetonæmi).
Fødselsinduktion.
Til heste:
Behandling af arthritis, bursitis eller tenosynovitis.
Hest: Til intravenøs, intramuskulær, intraartikulær intrabursal eller lokal indgivelse.
Kvæg, svin, hunde og katte: Til intramuskulær injektion.
Til behandling af inflammatoriske eller allergiske tilstande anbefales følgende gennemsnitlige doser. Den faktisk anvendte dosis skal dog bestemmes ud fra symptomernes alvorlighed, og hvor længe de har eksisteret.
Dyrearter | Dosis |
Hest, kvæg, svin | 0,06 mg/kg legemsvægt svarende til 1,5 ml/50 kg |
Hund, kat | 0,1 mg/kg legemsvægt svarende til 0,5 ml/10 kg |
|
|
Til behandling af primær ketose hos kvæg (acetonæmi)
0,02 til 0,04 mg/kg legemsvægt svarende til 5-10 ml pr. ko givet som intramuskulær injektion anbefales under hensyntagen til koens størrelse og symptomernes varighed. Man skal være omhyggelig med at undgå overdosering i tilfælde af racer fra Kanaløerne. Der vil være behov for større doser, hvis symptomerne har eksisteret i et stykke tid eller i tilfælde af behandling af dyr med tilbagefald.
Til fødselsinduktion
0,04 mg/kg legemsvægt svarende til 10 ml pr. ko som en enkelt intramuskulær injektion efter drægtighedsdag 270.
Fødslen vil normal gå i gang inden for 48-72 timer.
Til behandling af arthritis, bursitis eller tenosynovitis med en enkelt intraartikulær, intrabursal eller lokal injektion hos heste.
Dosis: 1-5 ml
Denne mængdeangivelse er ikke specifik, og angives alene som en vejledning. Injektioner i ledhule eller bursae bør først ske efter fjernelse af en tilsvarende mængde synovialvæske. Det er vigtigt at sikre fuld sterilitet.
Ved udmåling af små væskemængder på mindre end 1 ml bør der anvendes en passende gradueret injektionssprøjte for at sikre indgivelse af den korrekte dosis.
Det er kendt, at kortikosteroider kan give en lang række bivirkninger. Mens enkelte høje doser generelt er veltolereret, kan de forårsage alvorlige bivirkninger i tilfælde af langtidsbrug, og når der gives estere, der har en lang virkningstid. Dosis ved mellemlang og langtidsbrug bør derfor generelt holdes på det minimum, der er nødvendigt for at kontrollere de kliniske symptomer.
Under behandling kan steroider i sig selv forårsage iatrogen hyperadrenocorticisme (Cushings syndrom), med følgende signifikant ændring af fedt-, kulhydrat-, protein- og mineralstofskiftet, f.eks. resulterende i omfordeling af kropsfedt, forøget kropsvægt, muskelsvækkelse og -tab og osteoporose.
Under behandling undertrykker effektive doser HPA-aksen (hypothalamus-hypofyse-binyre). Efter afslutning af behandlingen kan der opstå symptomer på binyreinsufficiens, der kan udvikle sig til binyrebarkatrofi, hvilket kan gøre dyret ude af stand til at reagere passende på stressende situationer. Man bør derfor overveje foranstaltninger til minimering af problemer med binyreinsufficiens efter behandlingsseponering (se standardteksterne for yderligere oplysninger).
Systemisk indgivelse af kortikosteroider kan forårsage polyuri, polydipsi og polyfagi, især i behandlingens tidlige faser. Visse kortikosteroider kan forårsage natrium- og vandretention og hypokaliæmi ved langtidsbrug. Systemiske kortikosteroider har forårsaget aflejring af calcium i huden (calcinosis cutis).
Brugen af kortikosteroider kan forsinke sårheling, og den immunundertrykkende virkning kan svække modstandskraften over for eller forværre eksisterende infektioner. Ved forekomst af bakterielle infektioner er samtidig antibakteriel behandling normalt påkrævet. Ved forekomst af virusinfektioner kan kortikosteroider forværre eller fremskynde sygdommens udviklingsforløb.
Gastrointestinal ulceration er blevet indberettet for dyr behandlet med kortikosteroider og sådanne tilstande kan forværres af steroider hos patienter, der får non-steroide antiinflammatoriske lægemidler, og hos dyr med rygmarvstraume.
Brugen af kortikosteroider kan forårsage forstørrelse af leveren (hepatomegali) med en forhøjelse af serum leverenzymer og kan øge risikoen for akut pancreatitis. Andre mulige bivirkninger i forbindelse med brugen af kortikosteroider omfatter placentaretention, metritis, subfertilitet, laminitis, nedsat mælkeudbytte, ændringer i blodets biokemiske og hæmatologiske parametre.
Forbigående hyperglykæmi kan forekomme.
Bør ikke, undtagen i nødstilfælde, anvendes til dyr, der lider af diabetes mellitus, nyreinsufficiens, hjerteinsufficiens, hyperadrenocorticisme eller osteoporose.
Bør, i tilfælde af virusinfektioner, ikke anvendes under den viræmiske fase eller i tilfælde af systemiske mykotiske infektioner.
Bør ikke anvendes til dyr, der lider af gastrointestinale eller corneale ulcerationer eller demodicose.
Bør ikke gives intraartikulært hvor der er tegn på frakturer, bakterielle ledinfektioner og aseptisk knoglenekrose.
Bør ikke anvendes i kendte tilfælde af overfølsomhed over for det aktive stof, kortikosteroider eller et eller flere af hjælpestofferne.
Se pkt. 4.7 (Drægtighed, diegivning eller æglægning).
Samtidig anvendelse med non-steroide antiinflammatoriske lægemidler kan forværre gastrointestinal ulceration.
Da kortikosteroider kan nedsætte immunresponset på vaccination, bør dexamethason ikke anvendes i kombination med vacciner eller inden for to uger efter vaccination.
Indgivelse af dexamethason kan fremkalde hypokaliæmi og således øge risikoen for toksicitet fra kardielle glykosider. Risikoen for hypokaliæmi kan øges, hvis dexamethason gives sammen med kaliumreducerende diuretika.
Samtidig anvendelse med anticholinesterase kan føre til øget muskelsvækkelse hos patienter med myasthenia gravis.
Glucokortikoider antagoniserer virkningen af insulin.
Samtidig anvendelse med phenobarbital, phenytoin og rifampicin kan nedsætte virkningen af dexamethason.
Ingen