Produktresumé
Til behandling af hypothyreoidisme hos hunde.
Til oral anvendelse.
Den anbefalede startdosis af levothyroxinnatrium er 10 μg/kg legemsvægt oralt hver 12. time. På grund af varierende absorption og metabolisme, kan der være behov for at ændre doseringen før komplet klinisk respons kan observeres. Initialdosis og frekvens af administrationen er udelukkende et udgangspunkt. Terapien bør i høj grad være individuel og sammensat i henhold til behovet hos den enkelte hund. Når dosering af en hund på under 5 kg legemsvægt indledes, bør en fjerdedel af en 200 μg tablet administreres én gang dagligt. Sådanne tilfælde bør monitoreres omhyggeligt. Hos hunden kan absorption af levothyroxin influeres af tilstedeværelsen af foder.
Tidspunktet for behandling i relation til fodring bør derfor holdes konstant fra dag til dag. For at monitorere terapien kan de laveste værdier (lige før behandlingen) og højeste værdier (ca. 3 timer efter doseringen) af plasma T4 måles. Hos hunde på passende dosis bør højeste plasma T4 være i høj- til normalområdet (ca. 30-47 nmol/l), og de lave værdier bør være over ca. 19 nmol/l. Hvis T4-værdierne er udenfor disse områder, kan levothyroxindosis justeres med mellem 50 og 200 mikrogram pr. dosis, ved anvendelse af tabletter med passende styrke(r), indtil patienten er klinisk euthyroid og serum T4 er indenfor referencerammen. Plasma T4-værdier kan gentestes to uger efter ændring i dosering, men klinisk forbedring er en lige så vigtig faktor til bestemmelse af individuel dosering, og denne vil tage fire til otte uger at opnå. Når den optimale substitutionsdosis er opnået, kan klinisk- og biokemisk monitorering udføres hver 6.-12. måned.
For at dele tabletten præcist og nemt, placeres tabletten med delekærven opad, hvorefter der trykkes let på tabletten med tommelfingeren.
For at dele tabletten i to dele holdes den ene halvdel af tabletten nede, mens der trykkes ned på den anden halvdel.
Genoprettelse af fysisk aktivitet kan afsløre eller intensivere andre helbredsrelaterede problemer, som f.eks. osteoarthrosis. Bivirkninger fra thyreoidhormoner er generelt associeret med kraftig overdosering og svarer til symptomerne på hyperthyreoidisme, herunder vægttab uden manglende appetit, hyperaktivitet, nervøsitet, gispen, tachykardi, polydipsi, polyuri og polyfagi.
Overfølsomhedsreaktioner (pruritus) er blevet rapporteret meget sjældent.
Se også pkt. 4.10 (Overdosering).
Hyppigheden af bivirkninger er defineret som:
- Meget almindelig (flere end 1 ud af 10 behandlede dyr, der viser bivirkninger i løbet af en behandling)
- Almindelige (flere end 1, men færre end 10 dyr af 100 behandlede dyr)
- Ikke almindelige (flere end 1, men færre end 10 dyr af 1.000 behandlede dyr)
- Sjældne (flere end 1, men færre end 10 dyr ud af 10.000 behandlede dyr)
- Meget sjælden (færre end 1 dyr ud af 10.000 behandlede dyr, herunder isolerede rapporter)
Bør ikke anvendes til hunde, der lider af en ubehandlet binyrebarkinsufficiens.
Bør ikke anvendes i tilfælde af overfølsomhed over for levothyroxinnatrium eller over for et eller flere af hjælpestofferne.
En række lægemidler kan indvirke på plasma eller vævsbinding af thyreoidhormoner eller influere på thyreoidhormon metabolismen (f.eks. barbiturater, antacida, anabolske steroider, diazepam, furosemid, mitotan, fenylbutazon, fenytoin, propanolol, store doser salicylater og sulfonamider). Ved behandling af hunde, der modtager anden sideløbende medicinering, bør dette forhold tages i betragtning.
Østrogener kan øge thyroidbehovet.
Ketamin kan forårsage tachykardi og hypertension ved anvendelse hos hunde, der modtager thyreoidhormoner. Effekt af katecholaminer og sympatomimetika forøges ved levothyroxin.
En forøgelse af digitalisdoseringen kan være nødvendig for hunde, der forud har været i behandling for kongestiv hjerteinsufficens og nu suppleres med thyreoidhormon.
Efter behandling af hypothyreoidisme hos hunde med samtidig diabetes, anbefales omhyggelig monitorering af diabetes.
De fleste hunde, der langvarigt og dagligt doseres med høje doser af glucokortikoid, vil have lave eller ikke målbare serum T4-koncentrationer og ligeledes subnormale T3-værdier.
Diagnosen hypothyreoidisme bør bekræftes ved relevante laboratorieundersøgelser.
