Produktresumé
Hund og kat: postoperativ analgesi.
Hest: postoperativ analgesi, i kombination med sedering.
Hund og hest: potensering af den sederende virkning af centralt virkende stoffer.
Dyreart og indgivelsesvej | Postoperativ analgesi | Potensering af sederende virkning |
Hund Intramuskulær eller intravenøs injektion | 10-20 μg/kg* (0,3-0,6 ml præparat pr. 10 kg), der om nødvendigt gentages efter 3-4 timer med 10 μg/kg eller efter 5-6 timer med doser på 20 μg/kg | 10-20 μg/kg |
Kat Intramuskulær eller intravenøs injektion | 10-20 μg/kg (0,3-0,6 ml præparat pr. 10 kg), der om nødvendigt gentages én gang efter 1-2 timer | -- |
Heste Intravenøs injektion | 10 μg/kg (3,3 ml præparat pr. 100 kg) 5 minutter efter indgivelse af et intravenøst sedativum. Dosis kan om nødvendigt gentages én gang efter mindst 1-2 timer, i kombination med intravenøs sedering. | 5 μg/kg (1,7 ml præparat pr. 100 kg) 5 minutter efter indgivelse af et intravenøs sedativum, der om nødvendigt gentages efter 10 minutter. |
* Doseringerne udtrykt i μg/kg i tabellen ovenfor henviser til buprenorphin (som hydrochlorid). Kg i tabellen henviser til kropsvægt.
Når buprenorphin anvendes til heste, skal der administreres et intravenøst sedativum inden for fem minutter før injektionen.
Hos hunde indtræderer den sederende virkning 15 minutter efter indgivelsen.
Fuld smertestillende effekt indtræder først op til 30 minutter efter indgivelse. For at sikre analgesi under operationen og umiddelbart efter opvågningen, skal præparatet administreres præoperativt som en del af præmedicineringen.
Ved indgivelse for at potensere sedering eller som en del af præmedicineringen, skal dosis af andre centralt virkende midler, såsom acepromazin eller medetomidin, reduceres. Reduktionen vil afhænge af hvor meget sedering er nødvendig, det enkelte dyr, typen af andre midler i præmedicineringen samt hvordan anæstesien skal induceres og opretholdes. Det kan også være muligt at reducere mængden af inhalationsanæstetika.
Når dyr får opioider med sederende eller analgetiske egenskaber, kan de udvise variabelt respons. Derfor skal responset hos det enkelte dyr overvåges, og de efterfølgende doser skal justeres i henhold hertil. I nogle tilfælde kan det forekomme, at gentagne doser ikke giver yderligere analgesi. I disse tilfælde bør det overvejes at anvende et egnet injicerbart NSAID.
Der skal anvendes en sprøjte med passende gradueringer for at administrere en nøjagtig dosis.
Lukningen må ikke gennembrydes over 100 gange (med en 21G- eller 23G-kanyle).
Salivation, bradykardi, hypotermi, ophidselse, dehydrering og miosis kan opstå hos hunde, og i sjældne tilfælde hypertension og takykardi.
Mydriasis og tegn på eufori opstår almindeligvis hos katte (katten spinder for voldsomt, pacer og gnubber sig) og vil normalt gå væk inden for 24 timer.
Hos heste kan anvendelsen af buprenorphin uden tidligere anvendelse af sedativa forårsage ophidselse og spontan lokomotor-aktivitet.
Buprenorphin kan til tider forårsage respirationsdepression, se pkt. 4.5 (Særlige forsigtighedsregler vedrørende brugen).
Hos heste er ophidselsen minimal ved brug efter anvisningerne sammen med sederende eller beroligende midler, men ataksi kan til tider være markant. Buprenorphin kan nedsætte motiliteten i mave-tarm-kanalen hos heste, men der er kun sjældent rapporteret kolik.
Hyppigheden af bivirkninger er defineret som:
- Meget almindelig (flere end 1 ud af 10 behandlede dyr, der viser bivirkninger i løbet af en behandling)
- Almindelige (flere end 1, men færre end 10 dyr af 100 behandlede dyr)
- Ikke almindelige (flere end 1, men færre end 10 dyr af 1.000 behandlede dyr)
- Sjældne (flere end 1, men færre end 10 dyr ud af 10.000 behandlede dyr)
- Meget sjælden (færre end 1 dyr ud af 10.000 behandlede dyr, herunder isolerede rapporter)
Bør ikke administreres intratekalt eller periduralt.
Bør ikke anvendes præoperativt ved kejsersnit (se pkt. 4.7 - Drægtighed, diegivning eller æglægning).
Bør ikke anvendes i tilfælde af overfølsomhed over for det aktive stof eller over for et eller flere af hjælpestofferne.
Buprenorphin kan forårsage nogen døsighed, som kan forstærkes af andre centralt virkende midler, herunder beroligende midler, sedativa og hypnotika.
Hos mennesker er der evidens for at indikere, at terapeutiske doser af buprenorphin ikke nedsætter den analgetiske virkning af standarddoser af en opioidagonist, og når buprenorphin indsættes med en dosis inden for det normale terapeutiske område, kan standarddoser af opioidagonister administreres, før virkningen af buprenorphin er ophørt uden at kompromittere den analgetiske virkning.
Det anbefales imidlertid, at buprenorphin ikke anvendes sammen med morfin eller andre analgetika af opioidtypen, f.eks. etorfin, fentanyl, pethidin, metadon, papaveretum eller butorphanol.
Buprenorphin er blevet anvendt sammen med acepromazin, alphaxalon/alphadalon, atropin, detomidin, dexmedetomidin, halothan, isofluran, ketamin, medetomidin, propofol, romifidin, sevofluran, thiopenton og xylazin.
Når buprenorphin anvendes i kombination med sedativa, kan den undertrykkende virkning på hjertefrekvensen og respirationen forstærkes.
Da buprenorphin metaboliseres af leveren, kan virkningens intensitet og varighed være påvirket hos dyr med nedsat leverfunktion.
