Produktresumé
Til symptomatisk behandling eller til supplerende behandling af betændelses- og immunmedierede sygdomme hos hunde.
Oral anvendelse.
Dosis og samlet varighed af behandlingen, inden for det tilladte dosisinterval bestemmes af dyrlægen afhængigt af det individuelle tilfælde og symptomernes sværhedsgrad.
Startdosis: 0,5 - 2,0 mg per kg kropsvægt per dag.
Behandling i en til tre uger ved dosisniveauerne angivet ovenfor kan være nødvendig. Ved langvarig behandling: når den ønskede virkning opnås efter en periode med daglig dosering, bør doseringen mindskes, til man finder den mindste effektive dosis.
Mindskningen af dosis skal udføres ved at give behandlingen hver anden dag, og/eller ved at halvere dosis med intervaller på 5-7 dage, indtil man finder den laveste effektive dosis.
Hunde bør tage lægemidlet om morgenen, for at behandlingen falder sammen med det højeste endogene kortisolniveau.
Den følgende tabel er tænkt som en vejledning til behandling med produktet ved minimumsdosis på 0,5 mg/kg kropsvægt, og maksimumsdosis på 2 mg/kg kropsvægt:
| Antal tabletter | |
Hedylon 25 mg til hunde | ||
Kropsvægt (kg) | Minimumsdosis 0,5 mg/kg kropsvægt | Maksimumsdosis 2 mg/kg kropsvægt |
> 10 - 12,5 kg | ¼ | 1 |
> 12,5 - 25 kg | ½ | 1-2 |
> 25 - 37,5 kg | ¾ | 2-3 |
> 37,5 - 50 kg | 1 | 3-4 |
> 50 - 62,5 kg | 1 ¼ | 4-5 |
> 62,5 - 75 kg | 1 ½ | 5-6 |
Tabletterne kan deles i 2 eller 4 lige store dele, for at sikre korrekt dosering.
Det er kendt, at antinflamatoriske kortikosteroider, som prednisolon, har en bred vifte af bivirkninger. Mens enkelte, høje doser generelt tolereres uden problemer, kan dette stof give alvorlige bivirkninger ved langvarig brug.
Den signifikante, dosisrelaterede kortisolundertrykkelse som ses under behandlingen er et resultat af effektive doser, som undertrykker hypothalamus-hypofyse-binyre-aksen. Efter afsluttet behandling kan der opstå tegn på binyresvigt, hvilket kan gøre dyret ude af stand til at håndtere stressende situationer på en tilfredsstillende måde.
Den signifikante stigning i triglycerider, som kan bemærkes, kan være en del af en mulig iatrogen hyperadrenokorticisme (Cushings syndrom), der omfatter væsentlige ændringer i stofskiftet af fedt, kulhydrater, proteiner og mineraler, hvor eksempler på resultater er omfordeling af kropsfedt, stigning i kropsvægt, muskelsvaghed, inkontinens og osteoporose. Kortisolundertrykkelse og en stigning i plasmatriglycerider er en meget almindelig bivirkning ved behandling med kortikoider (mere end 1 af 10 dyr).
Ændringer i biokemiske, hæmatologiske og leverparametre, der sandsynligvis er forbundet med anvendelse af prednisolon, blev observeret signifikante på alkalisk fosfatase (forøgelse), laktatdehydrogenase (reduktion), albumin (forøgelse), eosinofiler, lymfocytter (reduktion), segmenterede neutrofiler (forøgelse) og leverenzymer i serum (forøgelse). Der kan også bemærkes en reduktion i aspartat-transaminase.
Systematisk behandling med kortikosteroider kan forårsage polyuria (hyppig vandladning), polydipsia (øget tørst), polyphagia (øget sult), specielt ved starten af behandlingen. Visse kortikosteroider kan forårsage natrium- og vandophobning, samt hypokaliæmi ved langvarig brug. Systemiske kortikosteroider kan forårsage deponering af kalcium i huden (calcinosis cutis).
Brug af kortikosteroider kan forsinke sårheling, og den immunosuppressiv virkning kan svække modstandsdygtigheden overfor, eller forværre eksisterende infektioner.
Der er rapporteret forekomst af mave-tarmsår hos dyr behandlet med kortikosteroider, og mave-tarmsår kan forværres af steroider hos dyr, der får ikke-steroide antiinflammatoriske lægemidler, samt hos dyr med rygmarvsskader.
Andre mulige bivirkninger er: hæmning af langsgående knoglevækst, hudatrofi, diabetes mellitus, adfærdsmæssige lidelser (ophidselse og depression), pancreatitis, nedsat thyroidhormonsyntese, øget parathyroid hormonsyntese. Se også pkt. 4.7 (Drægtighed, diegivning eller æglægning).
Hyppigheden af bivirkninger er defineret som:
- Meget almindelig (flere end 1 ud af 10 behandlede dyr, der viser bivirkninger i løbet af en behandling)
- Almindelige (flere end 1, men færre end 10 dyr af 100 behandlede dyr)
- Ikke almindelige (flere end 1, men færre end 10 dyr af 1.000 behandlede dyr)
- Sjældne (flere end 1, men færre end 10 dyr ud af 10.000 behandlede dyr)
- Meget sjælden (færre end 1 dyr ud af 10.000 behandlede dyr, herunder isolerede rapporter)
Må ikke bruges til dyr med:
Virale, mykotiske eller parasitære infektioner, som ikke er kontrolleret med en passende behandling
- Diabetes mellitus
- Hyperadrenocorticisme
- Osteoporose
- Hjertesvigt
- Nyreinsufficiens
- Sår på hornhinden
- Mave-tarmsår
- Glaukom
Må ikke anvendes samtidigt med svækkede, levende vacciner.
Må ikke anvendes i tilfælde af overfølsomhed over for det aktive stof, over for andre kortikosteroider eller over for et eller flere af hjælpestofferne.
Se også pkt. 4.7 (Drægtighed, diegivning elleræglægning) og 4.8 (Interaktion med andre lægemidler).
Phenytoin, barbiturater, efedrin og rifampicin kan øge stofskiftets omsætning af kortikosteroider, hvilket medfører nedsatte niveauer af stoffet i blodet, og nedsat fysiologisk virkning.
Samtidig brug af dette veterinærlægemiddel med ikke-steroide antiinflammatoriske lægemidler kan forværre sår i mave-tarmkanalen.
Behandling med prednisolon kan fremkalde hypokalæmi og dermed øge risikoen for forgiftning med hjerteglykosider. Risikoen for hypokaliæmi kan øges, hvis prednisolon gives sammen med kaliumholdige vanddrivende midler.
Udvis forsigtighed når produktet bruges i kombination med insulin.
Behandling med dette veterinærlægemiddel kan påvirke effektiviteten af vaccinationer. Når der vaccineres med svækkede, levende vacciner, skal der gå en periode på to uger før eller efter behandlingen.
Kortikosteroider anvendes til at forbedre den kliniske tilstand, ikke til at kurere sygdomme. Denne behandling skal kombineres med behandling af den bagvedliggende sygdom og/eller miljømæssig kontrol.
