Produktresumé
Som induktionsstof forud for inhalationsanæstesi. Som eneste anæstesistof til induktion og opretholdelse af anæstesi ved udførelse af undersøgelser eller kirurgiske procedurer.
Til intravenøs anvendelse.
Induktion af anæstesi:
Induktionsdosis af det veterinærmedicinske lægemiddel er baseret på data fra kontrollerede laboratorie- og feltforsøg og er den mængde af lægemidlet, der kræves til vellykket induktion af anæstesi hos 9 ud af 10 hunde eller katte (dvs. 90-percentilen).
Dosisanbefalingerne til induktion af anæstesi er følgende:
| HUNDE | KATTE | ||
| Uden præmedicinering | Med præmedicinering | Uden præmedicinering | Med præmedicinering |
mg/kg | 3 | 2 | 5 | 5 |
ml/kg | 0,3 | 0,2 | 0,5 | 0,5 |
Doseringssprøjten skal forberedes til at indeholde den ovennævnte dosis. Indgiften bør fortsætte, indtil dyrlægen mener at anæstesidybden er tilstrækkelig til endotrakeal intubering, eller indtil hele dosis er indgivet. Det nødvendige injiceringstempo kan opnås ved indgift af en fjerdedel (¼) af den beregnede dosis hvert 15. sekund, således at den samlede dosis, om nødvendigt, indgives i løbet af de første 60 sekunder. Hvis intubation stadig ikke er mulig 60 sekunder efter indgift af denne første induktionsdosis, kan der indgives endnu en lignende dosis for at opnå virkning.
Opretholdelse af anæstesi:
Efter induktion af anæstesi med det veterinærmedicinske lægemiddel kan dyret intuberes og bibeholdes på det veterinærmedicinske lægemiddel eller et anæstesistof til inhalation. Vedligeholdelsesdoser af det veterinærmedicinske lægemiddel kan gives som supplerende boli eller som konstant infusion. Det veterinærmedicinske lægemiddel har været anvendt sikkert og effektivt til både hunde og katte ved procedurer med en varighed af op til en time. De følgende doser, som foreslås til opretholdelse af anæstesi, er baseret på data fra kontrollerede laboratorie- og feltforsøg og er den gennemsnitlige mængde lægemiddel, der kræves til at tilvejebringe opretholdende anæstesi for en hund eller en kat. Den faktiske dosis vil dog være baseret på den enkelte patients respons.
Dosisanbefalingerne til opretholdelse af anæstesi er følgende:
| HUNDE | KATTE | ||
| Uden præmedicinering | Med præmedicinering | Uden præmedicinering | Med præmedicinering |
Dosis til konstant infusion | ||||
mg/kg/time | 8-9 | 6-7 | 10-11 | 7-8 |
mg/kg/minut | 0,13-0,15 | 0,10-0,12 | 0,16-0,18 | 0,11-0,13 |
ml/kg/minut | 0,013-0,015 | 0,010-0,012 | 0,016-0,018 | 0,011-0,013 |
Bolusdosis til hver 10-minutters opretholdelse | ||||
mg/kg | 1,3-1,5 | 1,0-1,2 | 1,6-1,8 | 1,1-1,3 |
ml/kg | 0,13-0,15 | 0,10-0,12 | 0,16-0,18 | 0,11-0,13 |
Hvor opretholdelse af anæstesi sker med det veterinærmedicinske lægemiddel ved procedurer, der varer mere end 5 til 10 minutter, kan der anlægges en sommerfugl eller et kateter i venen og små mængder af det veterinærmedicinske lægemiddel injiceres løbende for at opretholde det krævede niveau og den krævede varighed af anæstesien. I de fleste tilfælde vil den gennemsnitlige varighed af restitutionen ved anvendelse af det veterinærmedicinske lægemiddel til opretholdelse være længere end hvis der anvendes en inhalationsgas som opretholdelsesstof.
I kliniske forsøg med veterinærlægemidlet var post-induktionsapnø, defineret som åndedrætsophør i 30 sekunder eller mere, meget almindelig hos hunde og katte. 44 % af hundene og 19 % af kattene oplevede post-induktionsapnø. Den gennemsnitlige varighed af apnøen hos disse dyr var 100 sekunder hos hunde og 60 sekunder hos katte. Derfor bør der anvendes endotrakeal intubation og iltsupplering.
Baseret på periodiske sikkerhedsrapporter efter markedsføring er neurologiske symptomer (kramper, myoklonus, tremor, forlænget anæstesi), kardiorespiratoriske symptomer (hjertestop, bradykardi, bradypnø) og adfærdsmæssige tegn (hyperaktivitet, vokalisering) rapporteret meget sjældent.
Hyppigheden af bivirkninger er defineret som:
- Meget almindelig (flere end 1 ud af 10 behandlede dyr, der viser bivirkninger i løbet af en behandling)
- Almindelige (flere end 1, men færre end 10 dyr af 100 behandlede dyr)
- Ikke almindelige (flere end 1, men færre end 10 dyr af 1.000 behandlede dyr)
- Sjældne (flere end 1, men færre end 10 dyr ud af 10.000 behandlede dyr)
- Meget sjælden (færre end 1 dyr ud af 10.000 behandlede dyr, herunder isolerede rapporter).
Må ikke anvendes i kombination med andre intravenøse anæstesistoffer.
Bør ikke anvendes i tilfælde af overfølsomhed over for de aktive stof eller over for et eller flere af hjælpestofferne.
Det veterinærmedicinske lægemiddel er påvist at være sikkert, når det anvendes i kombination med følgende præmedicinklasser:
Lægemiddelklasse | Eksempler |
Phenothiaziner | Acepromazinmaleat |
Antikolinerge midler | Atropinsulfat |
Benzodiazepiner | Diazepam, midazolamhydrochlorid |
Alfa-2-adrenoceptoragonister | Xylazinhydrochlorid, medetomidinhydrochlorid |
Opiater | Metadon, morfinsulfat, butorphanoltartrat, buprenorphinhydrochlorid |
Non-steroide antiinflammatoriske midler (NSAID) | Carprofen, meloxicam |
Samtidig brug af andre CNS-depressiva må forventes at potensere det veterinærmedicinske lægemiddels depressive effekt, hvilket gør det nødvendigt at indstille videre indgift af det veterinærmedicinske lægemiddel, når den krævede anæstesidybde er nået.
Brugen af et præmedicinmiddel eller en kombination af præmedicinmidler nedsætter ofte den nødvendige dosis af det veterinærmedicinske lægemiddel.
Præmedicinering med alfa-2-adrenoceptoragonister som f.eks. xylazin og medetomidin kan øge anæstesiens varighed betydeligt på en måde, der afhænger af dosis. For at afkorte restitutionsperioden kan det være ønskeligt at slå disse præmedicinmidlers virkning ned.
Benzodiazepiner bør ikke anvendes som eneste præmedicin til hunde eller katte, idet kvaliteten af anæstesien hos nogle patienter da kan blive suboptimal. Benzodiazepiner kan anvendes sikkert og effektivt i kombination med andre præmedicinmidler og det veterinærmedicinske lægemiddel.
Se pkt. 4.3 (Kontraindikationer).
Alfaxalon har begrænsede analgetiske egenskaber ved kliniske doser, hvorfor der bør gives passende peri-operativ analgesi i tilfælde, hvor procedurerne forventes at være smertefulde.