Produktresumé
Behandling af blandingsinfektioner med voksne cestoder (bændelorm) og nematoder (rundorm) af følgende arter:
- Cestoder:
Dipylidium caninum
Taenia spp.
Echinococcus spp.
Mesocestoides spp.
- Nematoder:
Ancylostoma caninum
Toxocara canis
Toxascaris leonina
Trichuris vulpis
Crenosoma vulpis (reduktion af infektionsniveauet)
Angiostrongylus vasorum (reduktion i infektionsniveauet med umodne voksne (L5) og voksne parasitstadier; se specifikt behandlingsprogram og program for forebyggende behandling under pkt. 3.9 Administrationsveje og dosering).
Thelazia callipaeda (se specifikt behandlingsprogram under pkt. 3.9 Administrationsveje og dosering).
Veterinærlægemidlet kan også anvendes forebyggende mod hjerteorm (Dirofilaria immitis), hvis samtidig behandling mod cestoder er indiceret.
Oral anvendelse.
For at sikre korrekt dosering bør kropsvægten bestemmes så nøjagtigt som muligt.
Mindste anbefalede dosis: 0,5 mg milbemycinoxim og 5 mg praziquantel pr. kg givet som en oral engangsdosis.
Veterinærlægemidlet bør gives sammen med foder eller efter indtagelse af foder. Veterinærlægemidlet er velsmagende, dvs. det normalt indtages frivilligt af hunde (frivillig indtagelse ved > 80 % af indgivelserne hos undersøgte dyr). Hvis hunden ikke indtager tabletten frivilligt, kan den også administreres i munden.
Afhængigt af hundens vægt er doseringen følgende:
Vægt | Antal filmovertrukne tabletter |
0,5-1 kg | ½ tablet |
> 1-5 kg | 1 tablet |
> 5-10 kg | 2 tabletter |
I de tilfælde hvor der anvendes forebyggende behandling mod hjerteorm, og hvor samtidig behandling mod bændelorm er nødvendig, kan veterinærlægemidlet erstatte det enkeltstof veterinærlægemidlet, der anvendes til forebyggelse af hjerteorm.
Ved behandling af Angiostrongylus vasorum infektioner skal milbemycinoxim gives 4 gange med 1 uges mellemrum. Hvis samtidig behandling mod bændelorm er nødvendig, anbefales det at behandle 1 gang med dette veterinærlægemiddel og derefter anvende et monovalent veterinærlægemiddel, som kun indeholder milbemycinoxim til de resterende 3 ugentlige behandlinger.
I endemiske områder, hvor samtidig behandling mod bændelorm er nødvendig, vil brug af veterinærlægemidlet hver 4. uge forebygge angiostrongylus-infektion ved at reducere antallet af immature voksne (L5) og voksne parasitter.
Ved behandling af Thelazia callipaeda gives milbemycinoxim 2 gange med 7 dages interval. Hvis samtidig behandling mod bændelorm er indiceret, kan veterinærlægemidlet erstatte det monovalente veterinærlægemidlet, der kun indeholder milbemycinoxim.
Hunde:
Meget sjælden (< 1 dyr ud af 10 000 behandlede dyr, herunder enkeltstående indberetninger): | Systemiske symptomer (f.eks. sløvhed) Neurologiske symptomer (f.eks. ataksi og muskelrystelser) Gastrointestinale symptomer (f.eks. anoreksi, diarré, savlen og opkastning) Overfølsomhedsreaktioner |
Indberetning af bivirkninger er vigtigt, da det muliggør løbende sikkerhedsovervågning af et veterinærlægemiddel. Indberetningerne sendes, helst via en dyrlæge, til enten indehaveren af markedsføringstilladelsen eller dennes lokale repræsentant eller til den nationale kompetente myndighed via det nationale indberetningssystem. Se indlægssedlen for de relevante kontaktoplysninger.
Bør ikke anvendes til hvalpe, som er under 2 uger gamle og/eller som vejer mindre end 0,5 kg.
Bør ikke anvendes i tilfælde af overfølsomhed over for de aktive stoffer eller over for et eller flere af hjælpestofferne.
Se endvidere pkt. 3.5 ”Særlige forholdsregler vedrørende brugen”.
Der blev ikke observeret interaktioner ved indgift af den anbefalede dosis af den makrocykliske lakton, selamectin, under samtidig behandling med milbemycinoxim og praziquantel i de anbefalede doser. I mangel af yderligere studier bør der udvises forsigtighed ved samtidig brug af veterinærlægemidlet og andre makrocykliske laktoner. Der er heller ikke udført studier med reproducerende dyr.
Parasitresistens over for en specifik klasse af ormemidler kan udvikles som følge af hyppig, gentagen brug af et ormemiddel fra den pågældende klasse.
Det anbefales at behandle alle dyr i hjemmet samtidigt.
For at udvikle en effektiv ormekontrol bør lokal epidemiologisk viden, samt hundens levevis og risiko for eksponering tages i betragtning, hvorfor det anbefales at søge professionel rådgivning (f.eks. hos en dyrlæge).
Når D. caninum infektion er til stede, bør samtidig behandling mod mellemværter, såsom lopper og lus, overvejes for at forhindre reinfektion.