Produktresumé
Kat
Til behandling af inficerede sår og abscesser, der er forårsaget af clindamycin-følsomme arter af Staphylococcus spp. og Streptococcus spp.
Hund
- Til behandling af inficerede sår, abscesser og mundhule-/tandinfektioner, forårsaget af eller associeret med clindamycin-følsomme arter af Staphylococcus spp., Streptococcus spp., Bacteroides spp., Fusobacterium necrophorum, Clostridium perfringens.
- Supplerende behandling ved mekanisk eller kirurgisk periodontal terapi i behandlingen af infektioner i det gingivale og periodontale væv.
- Til behandling af osteomyelitis, forårsaget af Staphylococcus aureus.
Til oral anvendelse.
Anbefalet dosis
Kat
Inficerede sår og abscesser: 11 mg clindamycin pr. kg legemsvægt (dvs. ca. 0,5 ml produkt/kg legemsvægt) pr. 24 timer eller 5,5 mg/kg (dvs. ca. 0,25 ml produkt/kg legemsvægt) pr. 12 timer i 7 til 10 dage.
Behandlingen skal indstilles, hvis der ikke ses nogen terapeutisk effekt efter 4 dage.
Hund
- Inficerede sår, abscesser og infektioner i mundhule og tænder: 11 mg clindamycin pr. kg legemsvægt (dvs. ca. 0,5 ml produkt/kg legemsvægt) pr. 24 timer eller 5,5 mg/kg (dvs. ca. 0,25 ml produkt/kg legemsvægt) pr. 12 timer i 7 til 10 dage. Behandlingen skal indstilles, hvis der ikke ses nogen terapeutisk effekt efter 4 dage.
- Behandling af knogleinfektioner (osteomyelitis): 11 mg clindamycin pr. kg legemsvægt (dvs.ca. 0,5 ml produkt/kg legemsvægt) pr. 12 timer i en periode på mindst 28 dage. Behandlingen skal indstilles, hvis der ikke ses nogen terapeutisk effekt i løbet af de første 14 dage.
For at sikre administration af en korrekt dosering, skal legemsvægten beregnes så præcist som muligt.
Der medfølger en 3 ml målesprøjte for at lette administration af veterinærlægemidlet.
Opløsningen kan indgives direkte i dyrets mund eller tilsættes en mindre portion foder.
Vejledning: Fjern hætten fra flasken, sæt sprøjtespidsen i flaskens adapter, vend flasken for at trække den ønskede dosis op, sæt flasken i opretstående position og fjern sprøjten fra flasken.
Kat og hund
Meget sjælden (< 1 dyr ud af 10.000 behandlede dyr, herunder enkeltstående indberetninger): | Opkastning og/eller diarré |
Indberetning af bivirkninger er vigtigt, da det muliggør løbende sikkerhedsovervågning af et veterinærlægemiddel. Indberetninger sendes, helst via en dyrlæge, til enten indehaveren af markedsføringstilladelsen eller dennes lokale repræsentant eller til den nationale kompetente myndighed via det nationale indberetningssystem. Se også afsnit 16 i indlægssedlen for de relevante “Kontaktoplysninger”.
Bør ikke anvendes til hamstere, marsvin, kaniner, chinchillaer, heste eller drøvtyggere, da indtagelse af clindamycin hos disse dyrearter kan medføre alvorlige mave-tarm-problemer.
Bør ikke anvendes i tilfælde af overfølsomhed over for clindamycin eller lincomycin, eller over for et eller flere af hjælpestofferne.
- Aluminiumsalte og hydroxider, kaolin og aluminium-magnesium-silikat-kompleks kan reducere mave-tarm-absorptionen af lincosamider. Produkter der indeholder disse stoffer bør administreres mindst 2 timer før clindamycin.
- Cyclosporin: Clindamycin kan reducere dette immunsuppressive lægemiddels niveau med en risiko for manglende virkning.
- Neuromuskulært blokerende midler: Clindamycin har en intrinsisk neuromuskulær blokerende aktivitet og bør anvendes med forsigtighed sammen med andre neuromuskulært blokerende midler (curare). Clindamycin kan øge den neuromuskulære blokerende effekt.
- Anvend ikke clindamycin samtidigt med chloramfenicol eller macrolider, da de begge binder sig til 50S sub-enheden af ribosomet, og der kan udvikles antagonistiske effekter.
- Ved samtidig anvendelse af clindamycin og aminoglycosider (f.eks. gentamicin) kan risikoen for uønskede interaktioner (akut nyresvigt) ikke udelukkes.
Der er påvist krydsresistens mellem clindamycin og forskellige antimikrobielle stoffer tilhørende lincosamid- og makrolidgruppen (herunder erythromycin).
Anvendelse af clindamycin bør overvejes nøje, hvis følsomhedstest har vist resistens over for lincosamider og makrolider, da virkningen kan være nedsat.
Et antibiotikum med en lavere risiko for at selektere for antimikrobiel resistens (lavere AMEG-kategori) bør bruges som førstevalgspræparat, hvor følsomhedstest underbygger den sandsynlige effekt af denne tilgang.