Om forgiftning

Hvad er forgiftning?

En forgiftning er når et dyr udsættes for et stof i en mængde, som giver forbigående eller varige skader på kroppen. Giftstoffets virkning afhænger af mængden samt dyrets fysiologi.

Dyrets reaktion på stoffet kan være akut eller kronisk. Symptomerne kan opstå efter kort, lang eller efter længere tids eksponering for et stof.

Typiske symptomer på en akut forgiftning hos hund er opkast, kvalme, nedsat ædelyst, hypersalivation, diarré, kramper, besværet vejrtrækning og desorientering. Hos katte er symptomerne savlen, opkast, diarré, mavesmerter, rystelser og kramper, slingren, svimmelhed og/eller vejrtrækningsproblemer.

Bemærk, at mange af disse symptomer også kan skyldes indtag af et fremmedlegeme. Se kapitel herom.

Symptomer for de enkelte forgiftninger er beskrevet nærmere under hvert stof.

Årsager til forgiftninger

Forgiftninger kan skyldes eksponering for følgende:

  • Kemikalier: Herunder lægemidler, tungmetaller og industrielle stoffer.
  • Pesticider: Omfatter fungicider, herbicider, insekticider, molluski­cider (sneglemidler) og rodenticider).
  • Husholdningsmidler: For eksempel salt, klor, ammoniak og rengøringsmidler
  • Gasser og dampe: Som kultilte, ammoniak elelr andre toksiske dampe.
  • Giftige planter: Både indendørs og udendørs planter kan være gifitige ved indtagelse eller kontakt.
  • Fødevarer eller fodermidler: Forkert opbevaring, mugne produkter eller forurening kan føre til forgiftning.

Optagelsesveje

Forgiftning kan opstå gennem forskellige eksponeringsveje:

  • Oral optagelse: For eksempel gennem mad, væsker eller direkte indtagelse af toksiske stoffer.
  • Inhalation: Indånding af giftige dampe gasser eller partikler.
  • Hudkontakt (topikal): Absorption af toksiner gennem huden.
  • Anden eksponering: Eksempelvis via øjne, mælkekirtler, livmoder (uterus) eller injektion.

Typer af forgiftning

  • Akut forgiftning: Opstår hurtigt efter eksponering og kan føre til alvorlige symptomer inden for kort tid.
  • Kronisk forgiftning: Opstår ved gentagen eller langvarig eksponering for mindre mængder af et toksisk stof, hvilket over tid kan resultere i skadelige effekter.

Ved mistanke om forgiftning bør der straks søges professionel rådgivning eller behandling.

Giftigheden er relativ og udtrykkes dels i form af LD50 (dødelig dosis, 50% saf dyrene dør) og dels i form af TD50 (toksisk dosis, 50% udviser tegn på forgiftning).

Følgede gælder for LD50-værdier ved oral indtagelse, målt i mg/kg:

Relativ giftighedLD50-værdi (mg/kg)
Uskadeligt> 2800
Lokalirriterende2000-2800
Sundhedsfarligt200-2000
Giftigt25-200
Meget giftigt< 25

Årsager og symptomer

De toksiske stoffers virkninger er lige så varierede som selve stofferne. Den præcise virkningsmekanisme er kun kendt for få af dem. Nogle stoffer påvirker kroppens metabolisme, mens andre forårsager skader på organer som lever og nyrer. Eksempler inkluderer tungmetaller og visse typer smertestillende medicin, herunder acetaminophen og non-steroide antiinflammatoriske stoffer (NSAIDs) som ibuprofen.

Effekter på kroppens systemer

Centralnervesystemet: Visse toksiner kan påvirke centralnervesystemet og føre til koma, respirationssvigt eller kredsløbssvigt. Eksempler på giftstoffer i denne kategori inkluderer anæstetika (f.eks. æter og kloroform), opiater (f.eks. morfin og kodein) og barbiturater.

Respirations- og kredsløbssystemet: Nogle stoffer, som kulilte, er særligt dødelige, da de binder sig til hæmoglobin og blokerer ilttransport i kroppen. Ætsende dampe kan føre til væskeophobning i lungerne, hvilket kan resultere i kvælning. Cyanid forstyrrer respirationen på celleniveau.

Nervesystemets elektro-kemiske impulser: Visse toksiner forstyrrer nervesystemets signaler og kan føre til alvorlige symptomer som anfald. Eksempler på disse inkluderer kokain, meldrøje, stryknin og nogle typer slangegift (dog sjældent forekommende i Danmark).

Symptomer

Sværhedsgraden af symptomer varierer afhængigt af typen og mængden af det indtagne giftstof samt dyrets alder, størrelse og generelle helbredstilstand. Symptomer kan spænde fra:

  • Milde symptomer: Nedsat appetit og salivation.
  • Alvorlige symptomer: Kramper, respirationsproblemer og i værste tilfælde død.

Typen af toksin, dosis og dyrets individuelle forhold er afgørende for sværhedsgraden af forgiftningen og dets mulighed for helbredelse eller overlevelse. Hurtig behandling og korrekt diagnose er ofte livsreddende.