Heste

Forfatter: Fagdyrlæge Peter Fog, Ansager Dyrehospital.

Revideret: 30. april 2023.

Vaccination

Optimal vaccinationsplan
Ønskes basis-vaccinationen påbegyndt inden 6-månedersalderen, anbefales at basisvaccinere 3 gange, f.eks. i 4, 6 og 8 måneders alderen, idet blokerende maternelle antistoffer mod influenza kan påvises i blodet hos føl op til 6 måneders alderen. Der basisvaccineres mod influenza, EHV og tetanus. Efter 1/2 år revaccineres mod influenza, EHV og tetanus. Herefter vaccineres hvert halve år mod influenza og EHV indtil hesten fylder 4 år. Årlige boostere anses ofte for tilstrækkelige efter 4 års alderen, men især hos heste med stor kontakt (væddeløbs- og konkurrenceheste) anbefales halvårlige revaccinationer mod hesteinfluenza.

OIE Expert Surveillance Panel on Equine Influenza Vaccine Composition konkluderer i deres årlige beretning den 7. juli 2022 at:

  • Internationale Influenzavacciner bør indeholde både en clade 1 og clade 2 virusstamme fra Florida virusstammer
  • Clade 1-stammen bør være enten A/eq/South Africa/04/2003 eller A/eq/Ohio/2003 lignende virusstamme
  • Clade 2 bør være A/eq/Richmond/1/2007 lignende virusstamme.

Vaccinerne anbefales ikke at inkludere en H7N7 virusstamme eller en H3N8 virusstamme fra de europæiske linjer. Disse virusstammer er ikke blevet påvist ved den løbende overvågning og formodes derfor ikke at være til stede i hestepopulationen.

Ved sår gives en booster mod tetanus, der ellers gives hvert 3.-4. år sammen med de øvrige vacciner.

Alle heste kan vaccineres mod EVA. Der basisvaccineres to gange med 3-4 ugers interval og herefter revaccineres årligt. Avlshingste og hopper, der skal bedækkes, bør have den 2 basisvaccination senest 3 uger før bedækning. Føl kan vaccineres fra 6 ugers alderen.

Drægtige hopper kan vaccineres mod Equin herpesvirus type 1  (“virusabort”) i 5., 7. og 9. drægtighedsmåned i hver sæson med Equip EHV 1,4®, som er registreret til vaccination mod abort.

Drægtige hopper kan vaccineres mod Equin herpesvirus type 1 (”virusabort”) i 2., 5. eller 6. og 9. drægtighedsmåned i hver sæson med Equishield EHV®, som er registreret til vaccination mod abort.

Heste ældre end 8 måneder kan aktiv immuniseres mod Streptokoccus equi ved vaccination med Strangvac® ved vaccination 2 gange med 4 ugers mellemrum. Revaccination ved høj infektionsrisiko kan gentages efter 2 måneder.

Ca. 1 måned inden folingen kan hopperne vaccineres mod influenza og tetanus, så føllene kan beskyttes gennem kolostrum.

Organisationernes vaccinationsregler
Alle hestesportsorganisationer kræver dokumentation for, at heste, som deltager i væddeløb eller stævner, er regelmæssigt vaccinerede mod influenza. Disse regler er optrykt nedenfor.

Dansk Travsports Centralforbund

Vaccination mod influenza

Alle heste, der opstaldes eller starter på danske travbaner, skal senest på anmeldelsesdagen være vaccineret mod influenza efter nedenstående regler:

a) Basisvaccination

Alle travheste/ponyer skal være basisvaccineret.

Basisvaccination er 3 vaccinationer (A + B + C) med følgende interval:

Vaccine A – kan gives hesten/ponyen fra fem måneders alderen.
Vaccine B – minimum 21 dage og maksimalt 60 dage efter vaccine A.
Vaccine C – minimum 120 dage og maksimalt 180 dage efter vaccine B.

b) Revaccination

Minimum hver 12. måned (365 dage).

Overskrides fristen for revaccination skal travhesten/ponyen igen grundvaccineres med 3 vacciner efter intervallerne som anført for vaccine A, B  og C under punkt a) inden anmeldelsesdagen.

Travhesten/ponyen kan dog bringes til start efterudført A og B vaccination inden anmeldelsesdagen. Revaccination anbefales hver 6. måned.

A & B vaccination skal være tilendebragt senest 10 dage før hesten opstaldes, trænes eller starter på banen.

Dokumentation for udført vaccination skal af den for hesten ansvarlige person/veterinær indsendes til den respektive travbane eller DTC. Vaccinationerne skal være indført i hestens pas. Det påhviler træneren at undersøge, om gyldig dokumentation for vaccination foreligger, inden han modtager en hest i træning/forspænding.

Overtrædelse af disse regler kan medføre øjeblikkelig bortvisning af hesten fra banen samt et gebyr på mindst 1.000 kr. til den ansvarlige.

Dansk Galop

Vaccinationsbestemmelser
Enhver hest, der anbringes i dansk træningsetablissement eller bringes til start i Danmark, skal være vaccineret mod equin influenza således:

  • 1. Basisvaccination ved 2 injektioner med mindst 21 og højest 60 dages interval
  • 2. Fornyet injektion mindst 120 og højest 180 dage senere
  • 3. Revaccination kræves med højst seks måneders interval.

Fra 1. januar 2021 skal alle heste være revaccineret inden for de seneste 6 måneder.

Ingen vaccination må være foretaget inden for de seneste 7 dage, før hest bringes til start.

Dokumentation for vaccination af dansktrænede heste skal ske over for det væddeløbs-afholdende selskab senest ved starteerklæring.

Dansk Ride Forbund

Af DRFs reglement fremgår det, at alle heste, der starter stævner, skal være vaccineret mod influenza.

Vaccinationsregler ved start til nationale stævner

For heste/ponyer, der har påbegyndt deres basisvaccinationsprogram inden 31. december 2012, gælder følgende regler:

Hesten/ponyen skal være basisvaccineret mod influenza, dvs. have fået 2 vaccinationer mod influenza med mindst 21 og højst 92 dage imellem. Vaccinationsdagen tæller med.

Hesten/ponyen skal være revaccineret 1 gang årligt, dvs. senest 367 dage efter foregående vaccination. Overskrides de 367 dage skal der basisvaccineres igen.

Efter 31. december 2012, skal den årlige revaccination dog gives senest på årsdagen efter sidste vaccination.

For heste/ponyer, der påbegynder deres basisvaccinationsprogram efter 31. december 2012, gælder følgende regler:

Hesten/ponyen skal være basisvaccineret mod influenza, dvs. at den skal være basisvaccineret med 2 vaccinationer mod influenza med mindst 21 og højst 92 dages mellemrum. Vaccinationsdagen tæller med. Herefter skal hesten/ponyen have en Booster-vaccination, der skal gives senest 7 måneder efter den anden basisvaccination. Hesten skal herefter vaccineres årligt – dvs. senest på årsdagen efter sidste vaccination.

Det er tilladt at deltage i stævner efter de to første basisvaccinationer og indtil boosteren gives, dog må ingen vaccination være foretaget senere end 7 dage før ankomsten til stævnepladsen.

Alle årlige vaccinationer givet efter 31. december 2012 skal gives senest på årsdagen efter sidste vaccination, uanset basisvaccination.

Ved indskrivning i hestens pas skal vaccinens navn og batchnummer samt dyrlægens underskrift og stempel fremgå.

Vaccinationsregler ved start til internationale stævne

FEIs regler for heste/ponyer, der skal starte internationale stævner under FEI (FEI Veterinary Regulations)
Nedenstående regler gælder for heste og ponyer, der skal starte internationale stævner under FEI.

Hesten/ponyen skal være basisvaccineret mod influenza, hvilket vil sige, at den skal være basisvaccineret med 2 vaccinationer mod influenza med mindst 21 og højst 92 dages mellemrum. Vaccinationsdagen tæller med. Herefter skal hesten/ponyen have en Booster-vaccination, der skal gives senest 7 måneder efter den anden basisvaccination i henhold til vaccinens godkendelse. Hesten skal herefter vaccineres årligt – dvs. senest på årsdagen efter sidste vaccination.

Når hesten/ponyen starter et FEI-stævne, må seneste revaccination ikke være foretaget mere end 6 måneder og 21 dage inden stævnestart.

Heste/ponyer, som er korrekt basisvaccineret før 2005 efter FEIs daværende regler, og hvor de årlige revaccinationer er regelret fulgt, skal ikke have ny basisvaccination og Booster-vaccination, men kan starte FEI stævner, såfremt årlig revaccination er fulgt. Dog må seneste revaccination ikke være foretaget mere end 6 måneder og 21 dage inden stævnestart.

Heste/ponyer, som er basisvaccineret efter 1. januar 2005 skal være basisvaccineret med 2 vaccinationer mod influenza med mindst 21 og højst 92 dages mellemrum. Herefter skal hesten/ponyen have en Booster-vaccination, der skal gives senest 7 måneder efter den anden basisvaccination i henhold til vaccinens godkendelse.

Dansk Ride Forbunds anbefalinger
Dansk Ride Forbund ønsker at bidrage til, at den danske hestebestand beskyttes mod influenza. Derfor anbefaler forbundet, at man vaccinerer sin hest/pony efter det nye vaccinationsprogram, hvis hesten/ponyen er stævneaktiv og er basisvaccineret efter de gamle regler.

Dansk Islandshesteforening

  • 1. basisvaccination efterfulgt af
  • 2. basisvaccination som gives fra 21-92 dage efter 1. basisvaccination
  • 3. booster vaccination som gives indenfor 7 måneder efter 2. basisvaccination
  • Herefter skal hesten vaccineres årligt, max. 365 dage efter 3. basisvaccination (booster vaccinationen).
  • For at deltage i A-, B- og/eller C-stævner samt kåringer skal hesten være vaccineret indenfor de sidste 6 måneder og 21 dage
  • Ved stævner med D-status, kan hesteejerne nøjes med basis immuniseringen og derefter blot den årlige booster, dog max. 365 dage. Hvis et D-stævne gennemføres sammen med et ranglistestævne (A-, B- og/eller C-stævner) skal hesten være vaccineret indenfor de sidste 6 måneder og 21 dage (se ovenfor).
  • Enhver vaccination (booster) skal altid være givet senest 7 dage før ankomst til stævnepladsen.
  • Heste må starte kåring og stævne mellem 2. og 3. vaccination.

Heste med korrekt basisvaccination før 01.01.2005 er fritaget for kravet om 3. booster vaccination.